søndag den 1. marts 2009

Anne giver en status på 3. dag efter operationen

Kære alle
Først mange tak for de rigtig mange varme tanker og hilsner, de glæder os alle sammen. Også tak for de mange flotte blomster, som omdanner Joses stue til et mindre gartneri.

Operationen gik jo godt og MR skanningen fredag bekræftede dette, men fredag og lørdag var rigtig hårde dage. Josefine sov hele tiden, havde kun overskud til at være vågen få minutter ad gangen. Fredag viste også at Jose desværre fik nogle af de - forhåbentlig forbigående - følger hun var indformeret om kunne optræde. Jose har vældig svært ved at udtrykke sig og finde de rigtige ord og kan hverken bruge højre arm eller ben. Både Jose og vi andre har jo fået at vide at dette er hyppige komplikationer og at det i langt de fleste tilfælde fortager sig indenfor dage til uger eller eventuelt op til måneder.

I dag var der heldigvis fremgang at spore, idet Jose var vågen lidt længere tid ad gangen og havde overskud til at lede efter - og finde flere ord. Vi synes også at kunne spore noget af Joses kendte fighterånd og optimisme og tror derfor at det nu går fremad igen.

Den nærmeste familie har sammen med Jamila været meget hos Josefine, men Jose har endnu ikke kræfter til at modtage andre på besøg.

Josefine blev i dag meget glad for at høre at jeg har skrevet på bloggen og for jeres tanker og hilsner.
Anne

2 kommentarer:

  1. Godt at høre en update, men også virkelig skræmmende og forfærdeligt, at hun har det så dårligt. På den ultrapositive side må man jo sige, at det med at finde ord og mange af dem, virkelig er Joses stærke side, så der må da være bedste muligheder for hurtig genoptræning:-) Jeg sender positive tanker og håber virkelig, at det går hurtigt fremad. Jeg er sikker på at min seje kusine, nok skal komme godt igennem det her.
    Knus Bitten

    SvarSlet
  2. Skræmmende, at der alligevel kan være følger, der kan strække sig så langt frem i tiden (flere måneder), øv. Håber ikke, at det er sagen for Josefine. Sikker på at hun nok skal klare sig igennem dette hurtigt, hvis der er nogle, der er en fighter, så er det da hende. :)

    Holder bare skansen på arbejde med den evige jagt på revenue, GP, util og alt det andet ubetydelige. :)

    Forsat de varmeste tanker, Jose!
    Kæmpe knus fra Kate

    SvarSlet